I 2008 forfattede Mattias Tesfaye ti teser
(som pressen tror er 2005), der for nylig har fået fornyet aktualitet, efter at han begyndte at opstille til SFs næstformandspost, da disse teser også vil være hans udgangspunkt som mulig næstformand.
Som jeg husker der stod beskrevet om Mattias Tesfaye’s et sted i blogsektionen på Modkraft, mener han at venstrefløjspartierne idag blot er partier for højtuddannede offentligt ansatte. Og det må man godkende, ved nærmere eftersyn. Der er en grund til at arbejderklassen har forladt venstrefløjen, og det er hvad Tesfaye sætter sig op imod.
Men når man optræder under paroler og linjer, der vil rette partiets fokus på arbejderfamilierne og arbejderklassen, vil den akademiske og elitært forankrede top i partiet øjeblikkeligt fare op og lægge låg på forsøgene på at give partiet en klasseorienteret profil og politik.
På det seneste har realpolitikere i SFs partitop bekriget Mattias Tesfaye i forbindelse med hans opstilling til næstformandsposten i partiet. Ledende personligheder fra SFs folketingsgruppe har rettet polemiske smæderier på Mattias Tesfaye, med intrigente antagelser som at disse teser af hans »er langt bedre dækket ind i et af de kommunistiske partier, end de er i SF« og at det “indsnævrer” SFs profil (som om de akademiske kaster og DJØF-eliten er et bredere segment i forhold til landets lønmodtagerflertal).
Det er klart at de højtuddannede, akademiske figurer med privilegerede sociale relationer, bosat i landets kultur eller DJØF-elite, vil få hårrejsning af enhver tale om klassekamp på partiets politiske dagsorden – deres loyalitet og sociale base ligger jo til bestyrelserne, logerne og ‘det gode selskab’ de forbinder sig med til dagligt i det parlamentariske system. Mattias Tesfaye, og de kritiske kræfter i SF-partiet må og skal støttes.
Om teserne. “Praktisk socialisme”.
De (oprindelige) ti teser kan ses i fuld form på Modkraft, her vil jeg bringe nogle foretrukne udpluk:
*“Politik er klassekamp. Udgangspunktet for alt politisk arbejde må derfor være arbejderfamiliernes kamp for bedre livsvilkår. Alle andre kategorier, herunder køn, etnicitet, tro og seksualitet, er kun interessante som en del af samfundets sociale struktur.
Mangfoldighedsstrategien fungerer som nyliberalismens HR-afdeling. Den præsenterer nye ligestillede subjekter, som f.eks. indvandrere og homoseksuelle, i den politiske kamp, og fungerer i bedste fald forstyrrende, og i værste fald direkte skadelige for kampen for social retfærdighed.”
*”Idéen om at føre politik for de hjemløse, for afrikanerne, for østeuropæerne, for narkomanerne er interessant, når det formuleres af grupperne selv. Men når en stoffri, vesteuropæisk, dansk venstrefløjser med fast bopæl, gør det, er det udelukkende udtryk for den kulturelle overklasses egne samvittighedsinteresser.
Vi skal formulere politik for vores egne livs- og arbejdsvilkår. Vi vil bekæmpe fattigdommen, fordi vi selv føler os truet af en voksende ulighed – ikke fordi det er synd for de fattige.”
– QFT!!!
*”Modstanderen bor i whiskeybæltet og i Indre By. Ikke på vestegnen og i de jyske industriområder.
Nyliberalismen er hovedmodstanderen. Både når den fremtræder i økonomisk forstand på den anden side af forhandlingsbordet. Og når den fremtræder i kulturel forstand til smart fernisering på et galleri.”
*”På integrationsområdet skal vi erkende, at de socialdemokratiske vestegns borgmestre havde ret i 80’erne og 90’erne. Vi stillede ikke nok integrationskrav til de nye medborgere, men spiste alt for mange af med sociale ydelser. Og godkendte familiesammenføringer i et omfang, hvor integrationen ikke kunne følge med.
På uddannelsesområdet skal vi erkende at begreberne ’ansvar for egen læring’ og ’læreren som konsulent’, var forkert politik. Og at vores udmøntning af projektarbejdet, har betydet en akademisering af skolen, skræddersyet til kulturelitens egne børn. I stedet skal vi have en mere praktisk tilgang til projektarbejdet, nationale tests og mere fokus på fagligheden i dansk og matematik i folkeskolens første klasser.”
Efter 3-4 årtiers erfaringer med venstreorienterede ledere efter ’68, kan vi nu konkludere to ting. For det første: Det er godt, at mange flere får en lang videregående uddannelse, og endnu bedre at de tilslutter sig vores partier. Vi har brug for deres evner. For det andet: De skal ikke tegne ledelsen af vores partier.
Arbejderklassen elsker sine intellektuelle, men ikke sine akademiske ledere. Så vil folk hellere have en hjemmehjælper fra Gentofte.
Samfundets værdier skabes på arbejdspladserne. Socialisternes værdier samler pt. støv på bogreolerne, og bliver snørklet og skamvredet i partifunktionærernes skåltaler.
Tesfaye’s teser fik også i sin tid på Modkraft meget hård modvind fra bl.a. idealistiske kredse og de fleste Enhedsliste-støtter, men faktisk er en god hoveddel af teserne ret pragtfulde og præcist formuleret – specielt tese 2, 3, 6, 7 og 9. Nødhjælpstendenserne på venstrefløjen er især slående. Det er ikke tilfældigt at en fortaler for noget så fatalt og forfejlet som mikokredit/mikrobanker kan få stående ovasioner på Roskilde-festivallen, og NGO’ernes idésæt har et stort tag på den
Mattias’ teser mangler bare en god snert af marxisme. For hvordan kan vi indenfor parlamentarismens snævre rammer kæmpe for et køleskab i skurvognen, fikserum, såvel som efterløn og fyldig sundhedssektor, når netop alle de, af arbejderbevægelsen, tilkæmpede rettigheder og sociale vindinger igennem 100 ÅR er under stærke angreb, mens bestyrelserne, bankerne og erhvervslivet bliver forgyldt med blankochecke, lønstigninger og profit, og alm. folk sættes på gaden og bliver massefyret? Svar: Der er brug for et totalt BRUD med det kapitalistiske system og bankernes diktatur! Vi kan IKKE skaffe værdige resultater ved at forhandle med erhvervslivets loger og borgerskabets ‘eksperter’ og agenter, eller at strømline partiets politik og kultur efter samme.
Tese 5 taler for at vi skal være ‘kompromissøgende’. Déri ligger en fejl – for med HVEM skal vi indgå kompromis? Med erhvervslivet, de borgerlige embedsmænd, som fagtoppen og partierne gør i deres smalle og rådne studeforhandlinger.
I SF og -U taler man så meget om at skabe konkrete forbedringer for almindelige mennesker, og om at “forandre verden”.
Men for at forandre verden, er man nødt til først at forstå den. Det kan vi dybest kun gøre ved at lære af revolutionære erfaringer og afvise samarbejde med de reaktionære lag i samfundets top, som arbejder alt hvad de kan for at afmontere de sociale forbedringer som arbejderbevægelsen har tilkæmpet sig samfundets brede flertal.
At typer som Pernille Frahm og (lovgivningsfeministen) Pernille Vigsø lægger afstand til Mattias politiske teser, fordi han omtaler arbejderfamilierne og mener at det brede flertal bør være udgangspunktet for partiets politik.
Eller, som en anden SF’er udlagde det på Facebook;
»Tænk at nogen kan ty til så usle offentlige angreb, fordi Mattias Tesfaye mener at den brede befolkning/arbejderklassen bør være udgangspunktet for SF’s politiske arbejde. Det siger i mine øjne virkeligt meget om afsenderne«