Vi er på et punkt hvor feminine værdier og det kvindelige ego har alt for meget dominans i samfundet.
I hiphopkulturen (som tjener som et slags ‘frirum’) og i udkantsområderne kan man mærke et pift af de frustrationer og problemer der hersker på baggrund af det.

Disse tidligere artikler kredser nærmere ind på problemet:

http://politiken.dk/debat/ECE815366/feministerne-overser-de-svage-maend/

http://politiken.dk/debat/ECE787267/fri-mig-for-elitefeministerne/

Mere og mere ‘feminisme’ vil kun resultere i at kulturen og samfundet i endnu højere grad domineres af guldgravende, egoistiske karrierekvinder, samtidig med at mænd fremmedgøres og gøres til genstand for tabu og nederdragtigheder, og bliver ignoreret som de synker mere ned i social stigmatisering og fattigdom, mens elitens kvindelige prædikanter kun taler om bestyrelsesposter.
Jeg er edderrødme ligeglad med kvindelige bestyrelsesposter, og andre arenaer i toppen af samfundet, når vi har en kaste af mænd der falder totalt ned i systemet og skraber bunden, bl.a. fordi det moderne uddannelsessystem og arbejdsmarkede lægger vægt på akademiske, sociale færdigheder som ikke nødvendigvis er noget mænd mestrer, bl.a. de fysisk dygtige knægte, som kun taber mere og mere på at industrien siver ud af landet.

Skrot op med forkælede akademikere, og elitære eksperter der bosætter sig i et elfenbenstårn.
Den borgerlige feminisme må skraldes af bordet, for en klar klasselinje uden kønsegoistiske skel!

- http://www.kommunikationsforum.dk/default.asp?articleid=12372
Det handler om at man skal “vokse op” lade være at være en bøv, som det bliver kaldt.

Så klap dog gælderne i, alle i “modne”, middelmådige efternølere!

Jeres voksenbegreb trænger til en kæmpe vitaminindsprøjtning.

Det er så evigt trættende at høre om hvordan man skal leve sit liv og hvordan man skal være, bare for at leve op til jeres definition af hvad det vil sige at være voksen.

Pokker tage alle jer kedelige, emsige, småborgerlige, veluddannede mennesker, der skal rende og diktere jeres kedelige livsstil ned i halsene på de af os, der ikke gider at droppe gamle venner, skippe skifterne, , bare fordi vi når en vis alder.
Sikke noget forvrøvlet sludder.
Det er jo ikke noget der UDELUKKER at man kan holde orden i sin økonomi eller stå op og møde på sin arbejdsplads. Det handler bare om at balancere løjerne med al alvoren.

Det er bedrøvende at lægge øre til sådan en gang kvalmende konformisme, som gennemsyrer visse dele af kulturen.
Og det gælder især jer kvinder, der evig og altid skal gå og forlange at man er en kølig, højtlønnet gentleman, for at leve op til jer, i stedet for at i vægte efter nogen mere menneskelige værdier. Man kan sagtens være tro, ærlig og snakke om tingene stadigvæk.

Jeg gider ikke dømmes leve en tilværelse, der kun består i friværdi, kedelige skjorter, radiomusik, ejerboliger, kone og grædende unger, når jeg passerer de 30. Livet er for kort til kun at omfatte prestige, anseelse og privatøkonomi.
Der skal have lov at være lidt farver for helvede.

Jeg spørger: HVEM skal komme og fortælle os, at vi ildsjæle ikke kan sætte tid af til andet??

Det er ellers sjovt. Sidder lige og studser over…. Nogen af kommentarerne til artiklen nævner mennesker der både er veluddannede og familie, men samtidig. Det er da kun flot at der er voksne mænd der kan formå at have det sjovt i tilværelsen og samtidig passe pligterne. Og et eksempel på hvor jeg vil hen; at man ikke behøves at give afkald på alt godt og være grå og kedelig for at overleve.

I øvrigt, hvad hulen er der galt med Frank Hvam og Jackass (eller hvad med EVERLAST, Ill Bill, Jarlen, Blæs Bukki, Simon Kvamm, Jonny Hefty, Dan Turell(!!) og The Dudesons)? Skal man slet ikke have lov at være komiker, være kørende musiker eller lave stunts? Skal man absolut have job indenfor reklameindustrien, være vidensøkonom, coacher, firmadirektør eller salgskonsulent og spendere to tredjedele af tiden på karriereræs og ægteskab, for at være “voksen” efter det almene samfunds forventninger? Luk dog arret og skrid.

Lad os have vores kultur i fred. Vi bøvehoveder vil have lov til at være fjollede, høre høj musik, spille playstation, tylle bajere i muldposen, skråle på stadion, pisse i hækken, gå i hættetrøje, gøre noget snavset, råbe røv i skurvognen, headbange eller danse pogo (hva’ man nu er til). Så fis nu af med det snerpede sliddersladder. Grove ord måske, men intellektet udebliver da ikke.

Der er IKKE, og jeg gentager, IKKE, noget objektivt kriterie for hvad der er voksent, og hvad der ikke er!
Den slags er i overvældende grad dikteret af hvad kultur vi befinder os i. Så gør klogt i at tænke lidt udenfor rammerne, istedet for at læne jer på ad nøgne kendsgerninger.

Muggen røv til folket. Og masser af tæsk.

“Being a Grup [bøv, en.] isn’t, as it turns out, all about holding on to some misguided, well-marketed idea of youth—or, at least, isn’t just about that. It’s also about rejecting a hand-me-down model of adulthood that asks, or even necessitates, that you let go of everything you ever felt passionate about. It’s about reimagining adulthood as a period defined by promise, rather than compromise. And who can’t relate to that?”

I øvrigt, et godt nummer i denne anledning:

Hall of fame:

Det er overhovedet intet problem til at begynde med. Det er bare industriens kortsigtede interesser, der konstant svinger sablen om ørerne på os.

Jo mere at folk frit og uopfordret udveksler kunst og kultur imellem sig, jo flere og flere får kendskab til den givne kunstner, hvad blot giver flere koncerttilhører, fans m.m.

Selv har jeg hentet meget musik igennem fildelingsprogrammer i løbet af årene (uha der afslørede jeg godt nok lige mig selv hva’?!).
Vi snakker Aphex Twin, Fatboy Slim, Prodigy, Chemical Brothers, Roni Size og mange, mange andre.

Hvad førte det så til? Jeg endte senere med at købe en masse CD’er med mange af artisterne, simpelthen fordi jeg fandt ud af hvad det var, og at jeg kunne lidt godset.
Jeg har i lang tid, fra før jeg fik internet i februar 2004, også lånt CD’er fra venner som jeg kopierede ind på harddisken via Windows Media Player. På den måde fik jeg blandt andet en kærlighed til bl.a. metalbands som Zao, Living Sacrifice, Marilyn Manson, hiphop som Cypress Hill, House of Pain og trance-grupper som S.U.N. Project og Astral Projection.
Blandt disse har jeg fundet en masse yndlingsmusik og jeg har nu en farverig musiksamling, bestående af et så forskelligt udvalg af genrer, at det ikke er overskueligt. Og jeg har en kiste CD’er, udover to fyldte CD-hylder, så man kan sige der er nogen der har tjent på, at jeg har siddet og udforsket musikuniverset i det fri.

Desuden, så ville mange af internetpiraterne der henter musik, alligevel ikke have gået ud og købt pladen først, hvis de ikke havde muligheden for at hente det.
Og det er absurd at tale om økonomiske tab i forbindelse med fildeling og pirateri, når pladeselskaberne i forvejen rager langt størstedelen af indtjeningen pr. album til sig selv. At gå til korstog mod piraterne for kunstnernes skyld er derfor noget fis.

I Politiken-artiklen skriver de også:
“Antipiratgruppens jurister, har netop hejst det hvide flag og erkendt, at det ikke er muligt for alvor at få ram på de mange, som sender musik til hinanden på nettet. Og det er mange: 70 procent af de unge mellem 15 og 25 år gør det, siger en undersøgelse”

Overraskende rart, og alligevel undrer det ikke. Antipiratgruppen kan ikke få brugt med en brøkdel af den fildeling der forekommer. Simpelthen fordi de i deres vatpikkeillusioner og underlødige mærkesager sidder og benægter en virkelighed som de ikke kan komme udenom. Vores samfund har opnået gevaldige teknologiske fremskridt der sikrer et så massivt flow af information, at man skulle etablere et rendyrket overvågningssamfund for virkelig at hindre det.

Hurra for fri musik uden DRM! Legaliser fildeling!

Nu er de demagogiske borgpolitikere sat på banen med endnu en automatlogisk frihedsindsnævring. Alt imens krisen kradser sår og folk står uden job og får sværere ved at få sammenhængskraft i dagligdagen, sidder disse højtflyvende formyndere og gennemridder statistikker og bruger hjernekrudt på at finde flere måder på at genere vores privatliv og gøre vores personlige livsudfoldelser til syndebuk for samfundets kvaler, istedet for at gå i hak med virkelige problemer!

Jeg citerer fra DRs tekst-TV:

“De unge ryger for meget vandpibe i Danmark. Et flertal af partierne partierne ønsker derfor et forbud mod vandpibetobakken.

Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) er nu gået aktivt ind i sagen.

- “Det er en rigtig dårlig ide med den søde vanedannende tobak i vandpiber.

Det er bekymrende, at den er blevet så populær blandt unge, og derfor er jeg ved at undersøge, hvordan vi kan gennemføre et forbud i Danmark´´”

Det kritisable er især at både venstre- og højrefløjen generelt støtter dette forslag.

For arbejderpartiernes vedkommende, virker det som om at man istedet for at køre klassekampen mod arbejdsgiverne/bourgeoisiet der presser almindelige ned i løn og ud fra arbejdsmarkedet, så forsøger disse pylrede formyndere istedet på at forbedre vores sociale kår, ved at angribe civilsamfundet selv, med stramme, nytteløse, bureaukratiske regler mod vores egen private adfærd.

Forbud er en sovepude ift. reelle problemløsninger, der kun skaber sorte markeder og frustration i det nedre samfund.

Det fratager folk retten til at sætte grænser for sig selv og dermed finde ud af hvordan de bedst balancerer deres livsstil. De bliver absolut ikke klogere af det.

Hvad bliver det næste? Tidsbegrænsning på at se TV og spille? Sexregulering? Alkoholforbud?

Disse højtflyvende stasi-politikere koncentrerer sig åbenlyst kun om umiddelbar statistik og formelle talangivelser for befolkningens sundhed. De forholder sig ikke til hvordan vi selv har det med at posere som vi gør. Eller om vi overhovedet har brug for skide tre ekstra leveår?

Det er i øvrigt demagogik af værste skuffe de skovler frem. Vandpibe, vanedannende? Den afgørende forskel fra alm. smøger er at vandpibe netop IKKE er vanedannende. Vandpibetobakken skader ligeså meget som den alm. tobak, men gør ikke én afhængig.

Og så kører de på den typiske luftballon om at det “føøører til” værre former for nydelsesmidler. Det er som at sige at alkoholikere startede med mælk.

Mystisk er det også, at selv Enhedslisten nikker ja til denne frihedsindskrænkning. Hænger det ikke rimelig dårligt sammen at gå ind for fri hash men samtidig forbyde en endnu mere harmløs form for rygning? *Face palm*

Hvis man ønsker at realisere alt hvad der hedder selvbestemmelse, frihed, og frihed til forskellighed, så skal man være imod og bekæmpe denne normalistiske tvangsepidemi.

Det er på tide at stoppe disse populistiske tosserier.

Giv nu ForbudsDanmark fingeren!

For en venstrefløj uden formynderi og forbudsmanier,

~ Thomas A.

- http://www.180grader.dk/nyheder/Kvinder … e_m_nd.php

Jeg har længe haft en fornemmelse (ud fra prkt. erfaringer og adskillige udsagn) af at piger har en større hang til grove, kyniske mandetyper, selvom de for det meste siger de lægger vægt på “det indre” og taler så meget om kærlighed og kræver omtanke, medfølelse og jeg ved ikke hvad.

Jeg under mig bare… Hvorfor har mange kvinder (tilsyneladende) en så fuldstændig dum og direkte masochistisk tilbøjelighed på det område?
Ikke fordi artiklen behøves at have ret, men den gav min nysgerrighed et ekstra spark bagi. For jeg synes det er ret deprimerende at tænke på, ærlig talt.

Sådan en tendens er i virkeligheden den allerstørste hindring for kampen mod sexisme. Der er ikke meget encitament for mænd til at behandle kvinder ligeværdigt, hvis kvinder konsekvent eller inkonsekvent vælger de arrogante klepperter.
Hvis kvinder synes mænd er nogen svin, burde de udvikle sig og vælge ordentligt. Lad være at give de søde, ømme fyre den kolde skulder og giv istedet bøllerne det røde kort. Sorry jeg siger det så lige lukt ud af posen, men jeg føler det var på tide. Der er ikke mange der tør, åbenbart.

http://www.modkraft.dk/spip.php?page=recherche&recherche=Iran&x=0&y=0
http://www.enhedslisten.dk/search/node/Iran
http://www.marxist.dk/Home.php?Page=Tema&id=15
http://indymedia.dk/search/
…og en smule på SF.dk, samt Villys blogpostering for det iranske oprør.

Omvendt, kommer der kun ganske få eller næsten ingen resultater frem ved søgning efter Iran på de borgerlige partiers hjemmesider. Og regeringens indstilling til det iranske regime har været ufattelig svagpisset, med Per Stig Møller der ligefrem godkendte “valgresultatet” som toppen af kransekagen.

Det kunne virke som om, at de borgerlige kræfter er i et dilemma i en situation som denne.
For på den ene side er de jo som bekendt stærkt aftagende overfor de totalitære, islamiske samfund, som de i mange år har været fremmest i kritikken af. Spc. i 80-90′erne og starten af 2000-tallet.
Men på den anden side er de grundlæggende stærkt aftagende overfor når folkemasserne og de nedre klasser for alvor tager sagen i egen hånd, gør oprør og laver revolution mod de undertrykkende, reaktionære strukturer. Opgøret med det etablerede hierarki har historisk altid været noget der fik de konservative meningsmagere til at krumme tæer.

Som regel foretrækker de fremgangsmåden om at man arbejder indenfor det eksisterende og kun forandrer (de ALLERværste) dele af samfundet. Ingen samfundsomvæltning, for så går det “for vidt” og så bliver folket jo for frie og kommer af med flere privilegerede skiderikker, og måske endda klasselag!

Det kniber dog med modtagelsen af venstrefløjens moralske opbakning til de underkuede, iranske masser. Mange jævne debattører fra det underlødige, danske brokkevælde, kommer med de mest beklagelige og klumpede argumenter om at grunden til at venstrekræfter som Villy, nu retter hård kritik mod reaktionære mørkemænd, BARE er for at score billige PR-points. Villy Søvndal bliver i politikens blogspalte lynchet sønder og sammen af borgerlige røster (udover de arrige venstrekræfter der stadig ikke har kastet fløjlshandskerne), fordi han ikke gejlede ligeså meget op under mordet på Theo Van Gogh og de reaktionære reaktioner på Muhammedtegningerne. De fatter åbenbart ikke at politikere også er mennesker, der kan ændre holdning og udvide deres horisont.

Hvorfor skal en politiker være dømt til at have en bestemt holdning for evig tid, blot fordi vedkommende engang har været tilbageholdende eller ment så og således?

Hvor er det dog tåbeligt og en kende lavdemokratisk af denne historiker at anfægte folks ret til at stemme nej. At stemme nej til tronfølgeloven fordi at “arvefølgen i kongehuset intet har at gøre med ligestilling. Kongehuset handler om at være født ind i en priviligeret, udvalgt famile, og er et levn fra fortiden” (som Ekstrabladschefredaktøren skriver) er ikke at ignorere hvad sagen handler om, det er at stemme nej til spørgsmålet, med en bestemt begrundelse, som Jes bare ikke bryder sig om. Der er jo ikke nogen der stemte nej i håb om at alene det kunne afskaffe Kongehuset, for det ville jo ikke udløse en sådan ændring.

Demokrati indebærer retten til at være for, imod eller neutral, uanset hvad grunden bag denne stillingtagen så er. Hvilke grunde vi end har til at stemme nej eller ja, skal denne forkælede, og småelitære historiker ikke forbyde os. Folks individuelle præmisser for en bestemt stillingtagen er IKKE noget belæg for at erklære deres demokratiske stillingtagen ugyldig!

Han skriver i øvrigt andetsteds: “Jeg ville bestemt ikke være glad for situationen, hvis jeg var dronning Margrethe. For monarkiet er en institution, hvis berettigelse består i en meget stor folkelig opbakning. Hvis det lykkes et mindretal af republikanere at tvinge ja-siden ned på det mindst mulige ved en folkeafstemning, er det udtryk for, at der er ved at være et antal modstandere mod monarkiet, som man er nødt til at tage alvorligt”

Uh huh? Hvorfor høvlen skal vi tage det alvorligt? Denne “tvangs” fra nej-siden er ikke mere tvang, end når politikere, meningsmagere forsøgere at opnå folkelig opbakning ved spredning af budskaber og lignende. At folk af forskellige politiske strømninger påvirker hinanden og den menige mand, er der iflg. min mening ikke noget at sige til.

Noget lignende det samme som det første, siger Jes om folkeafstemninger generelt:

“Når folk dumper til eksamen, kan man sige, at de ikke har læst nok eller fulgt ordentlig med i undervisningen. Nej, folk der dumper svarer ikke på det de bliver spurgt om. Sådan er det også tit til afstemninger – folk svarer ikke på det de bliver spurgt om.”

Her fornemmer jeg nærmest et ekko af EU-bureaukraternes (i liste N-slang: eurokraternes) folkeforagt. Når nu han siger det ‘tit’ er sådan til afstemninger, kunne jeg forestille mig han har de EU-relaterede folkeafstemninger i tankerne på dette. Hvad jeg vil ind på her, er at der i forhold til EU-afstemningerne nemlig er en grund. At politikere, medier og embedsfolk konsekvent eller inkonsekvent tilbeholder reel information om hvad der foregår i EU-parlamentet, hvilke planer der er på bureaukraternes bord, hvilke reelle hensigter der ligger bag, og hvad der foregår i øvrige dele af EU-fæstningen. I den anledning kan man derfor forvente, at folk svarer mere løst i luften og ikke har en helt så grundig og gennemarbejdet baggrund for sin stillingtagen.

Indignationen over den evindelige topstyring og manglende mulighed for at forandre og have indflydelse på beslutningerne bør dog under alle omstændigheder komme til udtryk i vælgerdommen. For ét er, hvor meget de forskellige parter er blevet uddannet og har læst om det bestemte embede, noget andet er hvilke interesser de forskellige lag og rangarter af samfundet har, og hvilken DEL af virkeligheden de er i kontakt med! Lige præcis derfor er det, at vi ikke altid kan bruge belæste akademikere og embedsmænd til noget, og at vi ikke altid bliver mere oplyst af at det er dem der svinger staven. For hvis de alligevel sidder oppe i et elfenbenstårn og anskuer virkeligheden fra en uhyrlig abstrakt vinkel, kan de have forkludrede løsninger og indgangsvinkler til de problemer eller holdninger der befinder sig i samfundet.

Den samfundsforandring der fandt sted under Stalin var i afgørende modsætning til Lenins kriterier for en sund arbejderstat. Progressionen i civillovgivningen man gennemførte under de tidlige bolsjevikker og i forhold til selve produktionsformen, stod i dyb kontrast til “Stålmandens” gulag-despoti, hvor der i virkeligheden var tale om en kontrarevolution. Uanset at Lenins partistruktur er meget streng og disciplinær, var der stadig langt imellem denne, og så til en model, hvor hele samfundet nærmest var påført en centralisme, udvidet til det absolutte. Bl.a. kendetegnet med deportering af revolutionære tænkere til Siberien, udrensninger i partiet, klapjagt på oppositionsfolk (i den grad også fra venstrefløjen!), stalinistiske lejemordere, meningspoliti, og anbringelse i tvangslejre.

Lenin var under alle omstændigheder agitator for et arbejderdemokrati i form af arbejderkomiteer, valg af alle embedsmænd, tilbagetrækning af kandidater, lige løn for både bureaukrater og arbejdere (som er blandt kriterierne for en sund arbejderstat, nedfældet i Lenins værk ‘Staten og revolutionen’) og ikke for en statssammensætning á la det stalinistiske etpartistyre.
Forskellen fra “proletariatets diktatur” til “partiets diktatur”, er ligeledes vigtig at markere.

Også på punktet om statens militære apparat er Stalin og Lenin åbenlyst modstridende. Fra “ingen stående hær, men et bevæbnet folk” til kampvogne der ruller ind i Østeuropa og påtvinger Polen m.fl. et totalitært styre.
Stalin opbyggede også et statsapparat hvor partiet havde økonomiske privilegier på linje med et typisk bourgeoisi.
I modsætning til førnævnte kritierie om at ingen embedsmænd bør lønnes mere end den jævne arbejder (for at undgå levebrødsbureaukrater og nyrrige slyngler).

Højt op på listen af eksempler står den statskapitalistiske produktionsmåde med styring fra oven af et privilegeret bureaukrati, i modsætning til en egentlig arbejderstat, hvor der planlægges demokratisk, på basis af menige indbyggeres egne beslutninger, i samråd med staten.

Derudover oplevede Rusland et kæmpe tilbageskridt ift. kvindefrigørelsen og almene borgerrettigheder, i modsætning til revolutionens første år hvor abort og homoseksuelle parforhold blev afkriminaliseret.
For ikke at tale om alt det nationale hegemoni som det stalinistiske bureaukrati brugte som slør for den afsporede “klassekamp” og elendighederne ved det allestedsnærværende diktatur.

At Josef Stalin karakteriserede Sovjetunionen “marxistisk-leninistisk” og erklærede at bygge på hans læresætninger og teorier, spiller en ret underordnet rolle heraf. Der er altid nyrrige slyngler der tager andre til indtægt for deres gøren og laden.
Personligt er jeg skam ikke leninist. Der er stadig for meget disciplin og meningspligt til at jeg kan æde en partistruktur som ‘demokratisk centralisme’. Men frontsammenblandinger som denne her er afsporende, manipulerende og skaber ignorante forståelser af det politiske spektrum. Lige så vel som Trotskijs forkerte manøvre med at sætte Makhno-anarkisterne i bås med Tsaren og Kornilov kan synes at være meget absurd.

Tjaaaeh, en hel produktionsmåde visner nu ikke væk af sig selv. Hvordan skulle det lade sig gøre?
Nu er det bare mavefornemmelser over den mindre stribe af kriseartikler igennem de måneder det har buldret, men der er tilsyneladende lidt for mange mainstram-analytikere der forveksler kapitalismen med neoliberalismen (som er en uhæmmet art af kapitalisme).
Kapitalismen som helhed er blot kendetegnet ved den grundlæggende produktionsform hvor privat ejendomsret over prod.midlerne og udbytning af varer og arbejdskraft er hjørnestenene. Denne struktur er jo den samme selvom vi regulerer og pakker den ind i andre rammer.

Og når de førende figurer i offensiven bare nøjes med at ty til regulering, offentlige investeringer og andre keynesianske remedier, er der ikke noget til hinder for at den rendyrkede kapitalisme kan vende tilbage igen. Ligesom den Friedmanske globaliseringsøkonomi endte med at reintroducere liberalismen flere årtier efter hvor den keynesianske/socialdemokratiske “New deal” var den førende dagsorden.
Gradvise klassemæssige styrkeforhold kan nemt rykkes frem og tilbage. Bourgeoisiet dikterer den økonomiske proces om vi reformerer og beskatter den lidt mere eller ej.