Ja, men det er netop pga. de forhold som jeg ridsede op (eller snarere mangel på samme). Det er disse betingelser der skal være tilstede for at det kan hænge sammen.

Det er rart at høre. Har kun fået en lille håndfuld reaktioner på min urbanblog.
Jeg har kommenteret på nogle andre blogs hvor jeg vist nok har linket hertil.

Jeg er ikke helt sikker på hvordan jeg havnede her, men indlægget rørte ihvertfald så meget i mig at jeg måtte tilkendegive en min mening

Det ligger selvfølgelig meget til højrebenet at demokrati og socialisme skulle være svært forenelige, ud fra det umiddelbare blik på de rædderlige eksperimenter i løbet af det 20. århundrede.
Men dybere nede, er konklusionen ifølge min mening ret forkert.

Der er nemlig en håndfuld afgørende betingelser og mekanismer der afgør hvilken drejning en revolutionær samfundsopbygning tager.

1. En arbejderrevolution er nødt til at være internationalt forankret. Et isoleret (og tilbagestående) land kan ikke klare presset fra en hel kapitalistisk verdensorden.

2. En socialistisk omvæltning kræver en vis grad af udvikling. Socialisme kan ikke opbygges hvis landet stadig holdes fanget i et feudalt bondesamfund. Kapitalismefasen er her ikke trådt i kraft endnu. Hvis landet er for tilbagestående, er det nødt til at hente og udvikle produktivkræfter gennem socialistiske lande på et mere industrialiseret stadie.

3. En planøkonomi har brug for demokrati. Den skal styres fra neden. Ikke bare for moralsk set at leve op til røde idealer, men også for rent faktisk at overleve.
NØGLEORDET er ARBEJDERRÅD, hvor alm. arbejdere på demokratisk basis fastlægger produktionen igennem.
En centralistisk planlægning som den vi kender fra østlandene kan ikke imødekomme de egentlige behov der er i samfundet, i det at et privilegeret bureaukrati IKKE KAN ANSLÅ de egentlige behov folket har for varer som sko, sandaler, brød, paraplyer osv..

4. En socialistisk revolution må ikke tage for lang tid, i det at bourgeoisiet i så fald vil få for lang tid til at flytte produktionen ud af landet. Denne tese relaterer dog snarere til aktuelle lande som Venezuela, end de forgangne østlande.

Når folk til daglig taler om ‘kommunisme’ og de lande og partier der figurerede under den kolde krig, er det i virkeligheden statskapitalismen de hentyder til. Statskapitalisme er nemlig, som jeg kom lidt ind på i nr. 3 foroven, en form for ejerskab hvor det er en priviligeret, bureaukratisk elite i statsapparatet, og IKKE arbejderne, der ejer produktionsmidlerne, og dikterer produktionen.
Derfor er disse samfund snarere en deformation af socialismen, end egentlig socialisme. Bl.a. i det der opstår en ny udbytterklasse.

Hilsen Thomas .
P.S: Kan ikke lige huske hvorhenne jeg skrev en kommentar, som har ledt dig hertil…

Nej, vi har ikke brug for socialdemokratiske forlængelser, det har vi vist aldrig haft, men af en eller anden grund kommer de på belejlige tidspunkter. Mpske fordi der i bund og grund ikke eksisterer end ægte socialistisk og demokratisk tankegang fordi de to begreber ikke kan forenes medmindre man bøjer af forskellige steder. Den konservative konsekvens vil have andre, men mindst lige så uheldige, konsekvenser – så hvad nu hvis man antog at hvis man skal kombinere tingene, så skal der gives diverse afkald? Desværre er afkaldet tit af den enkelte taber noget, og prakadokset i vores såkaldet “socialistiske” samfund er måske i virkeligheden at alle gerne vil ofre når de taler, men ingen vil afkalde noget når det gælder!